LED pærer er det nye sort og formentlig den største evolution indenfor belysning siden de traditionelle glødepærer. De udmærker sig især ved deres meget lave strømforbrug, men desværre er der meget store kvalitetsforskelle og ikke mindst pris niveauer.

Med denne guide vil jeg give dig vigtigste parametre du skal forholde dig til, når du går på jagt efter de bedste / billigste LED pærer.

  • Sokkel (Den skal selvfølgelig passe til din lampe)
  • Lumen / Watt (lystyrken / energiforbrug)
  • RA værdi (Farvegengivelse – hvor godt/farveægte LED lyset er)
  • Kelvin (Hvor varmt/koldt lyset er)
  • Dæmpbar (Om LED pæren også fungerer med lysdæmpning)
  • Pris

LED Pærer – Sokkel

Om end LED pærer godt kan se lidt fysisk anderledes ud end traditionelle glødepærer og halogenpærer, så er sokkel angivelserne de samme. Der findes ligeledes i dag stort set alle de samme sokkeltyper indenfor LED pærer som man kender fra glødepærerne og halogenpærerne samt 12V og 230V.

LED Pærer – Lumen

I traditionelle glødepærer og halogenpærer har Watt angivelsen (energiforbruget) altid været indikatoren for hvor meget lys pæren gav. Hos LED Pærer og energisparepærer figurer Watt angivelsen fortsat, men denne er nu primært blot en indikation for strømforbruget, som jo generelt er væsentligt mindre end hos de traditionelle lyskilder.

For LED lyskildernes vedkommende er det i stedet Lumen værdien du skal forholde dig til, da denne fortæller dig hvor meget lys LED pæren kan levere. Man kan dermed også sige, at jo flere Lumen pr. Watt (lm/watt) LED pæren kan levere, jo mere energieffektiv er den.

I denne tabel kan du se hvor meget lumen en alternativ lyskilde skal have for at sidestilles med en tilsvarende glødepære:

Glødepære Halogen Sparepære LED
(Watt) (Lumen) (Lumen) (Lumen)
15 119 125 136
25 217 229 249
40 410 432 470
60 702 741 806
75 920 970 1055
100 1326 1398 1521
150 2137 2253 2452
200 3009 3172 3452

LED Pærer – RA værdi

Det er især på RA værdien at de dårlige/billige LED Pærer skiller sig ud fra de bedste/dyre lyskilder. Det er desværre også et forhold de færreste lige tænker over – lige indtil de opdager konsekvensen af dette…

Naturligt dagslys har en RA værdi på 100, og traditionelle glødepærer ligger omkring RA 99 og halogen pærer en sjat under. Så RA værdien har aldrig været noget man tidligere skulle spekulere over ved traditionel belysning. For LED pærer og el-sparepærer forholder det sig dog noget anderledes, da disse ofte kan have væsentlig lavere RA værdier.

Dette opleves som en “kunstig” lys fornemmelse og farver vil generelt se noget underlige ud, når RA værdien ikke er særlig høj i lyskilden.

Skal LED pæren derfor benyttes som primær belysning i stue, køkken og badeværelse, som læsebelysning osv., så bør man altid gå efter pærer med min. 80 RA. Jo højere, jo bedre – men det er også det der trækker prisen op. De fleste billig pærer fra byggemarkeder/supermarkeder ligger typisk omkring 70-80 Ra og gode LED pærer kan i dag godt ligge over 90 RA.

LED Pærer – Kelvin

Kelvin er måleenheden for temperaturen, altså hvor varmt (hyggeligt / gulligt) eller koldt (klinisk / hvidt) lyset er.

Til hygge-/hjemmebelysning bør man holde sig til “varm hvid” omkring 2700-3000K. Til køkken, kontorer og lager osv. kan man overveje 3000K, hvis man ønsker et mere hvidt lys her.

Mange producenter kalder 3000K for Varm hvid, men personligt synes jeg det allerede bliver lige koldt/hvidt nok til hjemmelig hygge brug.

LED Pærer – Dæmpbar

Sidst men ikke mindst, så skal man gøre sig klart om man har behov for at kunne lysdæmpe LED pæren. Der er nemlig pæne prisforskelle på om LED pæren er dæmpbar eller ej. Er LED pæren ikke produceret som dæmp bar, så vil den ganske enkelt slukke/blinke, hvis man benytter den med en lysdæmper.

Der findes også nogle specielle LED pærer som kan lysdæmpes helt uden brug af lysdæmper. Du tænder/slukker på normalvis på din kontakt. Herefter kan du så ved efterfølgende hurtige tryk på kontakten, få pæren til automatisk at skifte mellem 3-step, f.eks. 10%, 50%, 100% lysstyrke. Genialt!

LED Pærer – Pris

Vi kommer jo ikke udenom prisen. Denne kan svinge temmelig meget indenfor LED pærer, og følger i grove træk RA værdi, Lumen/Watt, dæmpbarhed, sokkel og ikke mindst mærket.

Undertegnet er selv flere gange blevet fristet af et godt LED Pære tilbud fra supermarkedet/byggemarkedet, og i mange tilfælde også blevet skuffet efterfølgende over farvegengivelsen (RA) og temperaturen (Kelvin). Til trods for jeg specifikt går efter >80RA og 2700 Kelvin på papiret, så har specifikationerne ganske enkelt ikke været troværdige her. Så producenterne specificerer desværre ofte lige kreativt nok for at fremstå mere attraktive.

Generelt er de større anerkendte mærker som Philips og Osram altid af god kvalitet, og i det mindste også mere troværdig specificeret – men de er typisk også væsentlig dyrere i butikkerne.

Jeg kan her anbefale, primært at købe Lyskilder / LED pærer over nettet, hos nogle af de mere LED specialiseret webshops som:

Wattoo.dk (stort og billigt LED sortiment)
– Elvvs.dk (omfattende LED lyskilde udvalg mv.)
– Luxlight.dk (LED / designerlamper).
DinLED.dk (LED indbygning, projektører, køretøjer osv)

Jeg vil til gengæld generelt fraråde at købe billige LED pærer på Ebay og diverse Kina platforme/shops. De er ofte 2. sortering, gammel teknologi, decideret farlige (fake CE), ringe lyskvalitet (falske specifikationer) – og de ved udmærket godt det ikke kan betale sig at returnere dem ;-)

Senest opdateret den 26. september 2023